|
Tag familien med på en cykelferie på Nordfyn og få den smukke og meget forskelligartede nordfynske natur ind under huden. Hele familien kan være med uanset alder og kondition, når I bevæger Jer rundt i det flade landskab.
Undervejs vil I ofte møde det lille brune skilt med margueritten, som markerer den særligt afmærkede ”turistrute”- Margueritruten.
Ad smalle snoede veje føres I gennem små hyggelige landsbyer med idylliske bindingsværkshuse og -gårde. De bløde bakker giver Jer en smuk udsigt over markerne og et glimt af områdets mange imponerende herregårde.
Overalt finder I spor fra fortiden i form af gravhøje og stendysser, ligesom de mange landsbykirker gemmer på interessante kalkmalerier og andet spændende interiør.
Langs vejen frister små boder med frisk frugt og grøntsager, ligesom områdets mange frugtplantager og gårdbutikker tilbyder friskpresset most og frugt af egen avl.
På Nordfyn er der aldrig langt til skov og strand, og efter en hyggelig cykeltur kan I nyde en forfriskende dukkert i noget af Fyns bedste badevand eller finde en skyggefuld plet at nyde madpakken.
Efter en oplevelsesrig dag byder Nordfyn på et væld af overnatningsmuligheder.
Har du ikke selv lyst til at stå for madlavningen byder området på spisesteder for enhver smag og pengepung.
|